Et nyt år, en ny start, en ny begyndelse, nyt. Vi er allerede i marts – snart april, og foråret er på vej, som jeg ser meget frem til! Mit håb er, at Corona vil fylde mindre for os alle dette år, men meget er stadig uvist. Mit sidste indlæg som jeg postede for et år siden, omhandlede min corona-fitness, og nu hvor størstedelen af landet er ved at forberede genåbning, er det stadig relevant, da der pt. er nedlukning for fitnesscenter indtil 21. maj. Jeg træner for tiden stadig hjemme, og det fungerer godt, på trods af at motivationen har været svingende. Noget som jeg holder fast i, og som er kommet for at blive, er mine gåture. Det er blevet noget som jeg ikke kan undvære, og ser som en fast del af min hverdag. Det har også fået mig til at interessere mig for den psykologiske del af træning, og jeg har købt nogle bøger om emnet, som jeg gerne vil skrive lidt om på et senere tidspunkt.
Før i tiden trænede jeg klassisk bodybuilding, hvilket jeg var meget fascineret af, og havde tanker om at stille op til konkurrence. Det blev dog kun ved tankerne, selvom jeg stadig kan være meget nysgerrig på, hvordan min krop kunne have set ud under en diæt/konkurrence. Jeg kan stadig blive inspireret af at se den måde bodybuilding blev udlevet i 80’erne, hvor der var en særlig ånd omkring det, meget ført frem af Arnold Schwartzenegger og hans gym friends.
Under Corona har jeg ændret fokus i fht. hvad jeg har lyst til og finder motiverende. Min egen træning og interesse ligger i den funktionelle del, hvor kroppen bliver brugt mere – altså at kunne bevæge sig bedre og med sin krop. Vægten og hvor meget jeg kan løfte har aldrig været særlig interessant for mig, det at fokusere på vægten i sig selv som et mål. Det er vigtigt for mig, at føle mig stærk og kunne bevæge min krop, i form af at have god fleksibilitet, mobilitet og stabilitet. Jeg har fundet stor glæde i at træne med mine kettlebells, TRX, medicinbold og ball slam under Corona – det ser jeg som noget positivt. Noget nyt jeg har fået øjnene op for, er yoga! Det er blevet meget interessant, fordi der er utrolig meget styrke, balance og ro at hente, og den dér “feel good” fornemmelse og måden at bruge sin krop på, er virkelig rar.
Har Jeg Ændret Mig?
Med tid følger udvikling, og jeg har uden tvivl ændret mig i mit forhold til træning, og hvordan jeg vil bruge min krop. Det har været positivt for mig, at blive tvunget væk fra fitnesscenteret, og finde nogle sider frem i mig selv, som jeg ikke havde fundet, hvis ikke det var en konsekvens af Corona. Alle de gange jeg har stået hjemme i stuen, og mærket efter hvad jeg egentlig synes er sjovt og vil bruge min tid på. Det er ikke sådan, at jeg ikke skal træne i et fitnesscenter igen, men jeg vil uden tvivl overgå til et mere funktionelt program, hvor der er flere kropsvægtøvelser. Yoga skal dyrkes (jeg har også købt en yogabog), og jeg mangler stadig at planlægge hvordan og hvor ofte det skal være en del af mit program. På den ene side hælder jeg til at gøre det dagligt og kortvarigt, på den anden side er tidspunkt på dagen og indflydelse på mit hovedprogram også en faktor.
Derudover har jeg nogle spændende planer hvad angår træning og uddannelse de næste par måneder, hvilket også gør at jeg har en god motivation og ser frem til forandringerne som følger med. Foråret og dagene som bliver længere hjælper naturligvis det hele på vej – vi skal nok komme igennem det sammen.
Hvilke Øvelser Er Funktionel Træning?
Det er noget som vi talte om på personlig træner-uddannelsen, og der findes ikke en konkret beskrivelse af, så det kan være meget individuelt hvordan det fortolkes. For mit vedkommende er funktionel træning noget der ses indenfor crossfit, hvor mange af de øvelser som man har i en WOD er funktionelle. En airsquat kan være funktionel. En pushup kan være funktionel. En burpee kan være funktionel. Øvelser som indgår i en metcon, hvor der ikke bruges traditionelle fitnessmaskiner, og hvor man ikke går efter at maxe ud på vægten (det ville være styrketræning). Så det kan være mange forskellige øvelser, og også sammen sætningen som gør at det bliver funktionelt.
Jeg glæder mig til at skrive flere indlæg i den kommende periode, og har pt. et par ledige pladser til onlineforløb hvis det kunne have din interesse. Udfyld kontaktformularen, så vender jeg tilbage snarest!